Omsorg og magt

Hvad er omsorg?

Omsorg er medmenneskelig interesse og opmærksomhed. En interesse der betyder at man gennem indlevelse, bekymre sig og tager varer på et andet mennekse. Omsorg er accept, forståelse og respekt overfor et andet mennekse. Omsorg er engagement og interesse og det er en mulighed for at udvikle en følelsesmæssig kontakt til et andet mennekse, samtidig med at man er opmærksom. Hvis man udviser omsorg, prioritere man andres behov højere end sine egne, og derved viser man, at man er til rådighed for en anden person. Samtidig med at der er selvbestemmelse, hvilket gør at den enkelte kan bestemme over sit liv, f.eks. hvilket tøj de vil købe i en forretning.

(kilde: "Omsorg og magt", Bente Hansen Kermenoglou, Ditte Sørensen, Dafolo Forlag 2000)

Hvor er der omsorg i fortællingen?

Omsorg i fortællingen, ses i "Fortælling del 3" hvor pædagogen Gitte snakker med brugeren Karen, om hvorfor hun er ked af det. På den måde etablere Gitte en følelsesmæssig kontakt til Karen, og forstår hvorfor hun reagere med gråd. Gitte var opmæksom på Karen, og handlede ud fra det.

Et andet sted i fortællingen der er omsorg, er i "Fortælling del 5", hvor brugeren Kenneth tager sig af brugeren Marie, efter at hun ikke kan finde hendes kæreste. Kenneth er opmærksom på hvad Marie har behov for, og får hende hurtigt i et bedre humør. Kenneth prioritere Maries behov højere end sine egne, fordi han vil vise at han er til rådighed for hende.

Hvad er magt?

Magt er forbundet med en bevidst evne til at sætte sin vilje igennem. Der skal være vilje og evne til at anvende fysisk tvang, hvis det skulle blive nødvendigt. I samfundet er der tre formelle magthavere; den udøvende magt (dronningen, regeringen), den lovgivende magt (folketinget) og den dømmende magt (domstolene). For at kunne udøve magt, kræver det at man har styrke, autoritet, lederskab, indflydelse og kontrol.

(kilde: "Omsorg og magt", Bente Hansen Kermenoglou, Ditte Sørensen, Dafolo Forlag 2000)

Hvor er der magt i fortællingen?

Magt i fortællingen, ses i "Fortælling del 4" hvor pædagogen Gitte, bestemt taler til brugeren Marie. Gitte anvender magt ved at lægge armen om hende, selvom Marie ikke vil med hende. Dette er fysisk magt.

Skrevet af Michelle.

Historisk perspektiv

Gennem tiden har der været mange forskellige syn på og behandlinger af det, at have fysisk og psykisk funktionsnedsættelse.

I 1700 tallet og tidligere blev der ikke skelnet mellem samfundsmæssige, sociale problemer og mennesker med særlige behov.Der blev oprettet en tugt og forbedringsanstalt, en afdeling for dårer(psykisk syge), samt et børnehus for omstrejfende og forbryderiske børn.

Ellers var det i det store og hele egnens præst og familien, der havde pligt til at forsørge den syge.Det gjordes ofte med (efter nutidens syn) meget hårdhændede metoder, man havde ikke den store indsigt eller mulighed for at hjælpe.Derfor strejfede de udviklingshæmmede oftest rundt og forsøgte at klare sig på bedste beskub, hvilket som regel resulterede en en noget sørgelig tilværelse.

I 1800 tallet ses et ønske om effektivitet og en begyndende kapitalisme.Herfra opstod et behov for at adskille almindelig arbejdsføre mennesker og udviklingshæmmede.Mange blev spærret inde på Sct. Hans(et psykiatisk sygehus), der er de ude af øje for det almindelige samfund..Stadig mange lever i dyb armod og fattigdom, har ingen muligheder, rettigheder eller steder at være.

Lige så stille begynder en egentlig fattigforsorg at opstarte, der kommer fattighuse, som fungerer som hjem for både fattige og udviklingshæmmede.

I 1900 tallet begynder staten at påtage sig flere opgaver i forbindelse med samfundets opbygning, herunder også pasning af udviklingshæmmede, mange arbejds og forsørgelsesanstalter opstår.

Der opstår en begyndende forståelse for, at der er mange forskellige typer af psykiske sygdomme,med hver deres behov.Men behandlingen er stadig traditionel og gammeldags.

Der vedtages en lov om offentlig forsorg,som er forløberen til nutidens behandling og tilbud til udviklingshæmmede.Her forsøger man at optimere aktiv hjælp frem for passiv forsørgelse, forsøger at give de pårørende større indflydelse og at den udviklingshæmmede selv får noget at skulle have sagt.

I de senere årtier har af-institutionaliserings-politikker betydet, at de tidligere institutioner, dvs. anstalter, er forsøgt lavet om til brugerens eget hjem.Man er gået fra, at bo i en instition med mange beboere, socialt netværk og pædagogisk bistand lige ved hånden - til at bo i egen lejlighed, skulle klare sig selv i større eller mindre grad og hvad deraf følger. Det sociale netværk har man så ofte gennem de aktivtiets tilbud, man benytter.

De pædagogiske tilbud forsøger idag at efterleve servicelovens § 104, så alle med behov herfor, kan få aktivitets og samværdstilbud.Herunder hører også Gummistøvlen 23.

Idag lægges vægt på den enkeltes ret til selvbestemmelse og deltagelse i eget liv.At have et værdigt og indholdsrigt liv,at blive set på som individ og blive behandlet med respekt.

Kilde: Individ,instution og samfund,kap 2, Susanne Idun Mørch

Anerkendelse

”Barnet, eller enhver anden i udvikling stræber efter at blive anerkendt. De kommunikerer i håbet om at blive set og få sig selv tilbage på en ok måde. Det er en risikofyldt indsats, fordi muligheden for at blive misforstået, afvist, overset og invaderet, bestandigt er til stede.” (Berit Bae 1992)

(citat hentet fra oplæg i pædagogik)

Anerkendelse er en meget væsentlig og central del af pædagogikken, da individet i sin selvudvikling har brug for relationer med andre for at få anerkendt ens evner og værdier, da vi i dagens samfund er meget socialt afhængige. I dagligdagen er det en typisk antagelse, at anerkendelse er lig ros og komplimenter. Dette er dog ikke tilfældet.

At være anerkendende er at være ligeværdig, at anerkende individets værdi, oplevelsesverden og perspektiver.

Honnet omtaler 3 anerkendelsessfærer som skaber udgangspunkt for individets selvtillid, selvagtelse og selvværd (Pædagoguddannelsen på tværs, s. 549) Den første er privatsfæren, hvor kærlighed har en afgørende rolle. Den anden er den retslige sfære hvor individet anerkendes som retssubjekt, og den tredje er den solidariske sfære hvor individet anerkendes gennem social værdsættelse af dets værdier og normer.

Anerkendelse er derfor ikke blot lig ros til skyerne. Hvis et individ har handlet forkert skal du ikke blot acceptere handlingen, men for det første være indforstået med egne normer og værdier, og derved gøre jer ligeværdige og anerkende vedkommendes oplevelse af situationen. Dvs. individets tanker og oplevelser skal lyttes til, og respekteres – derved ikke sagt at det retfærdiggør handlingen. Men, det at vise interesse for individets oplevelse af situationen, og samtidigt forklare at man mener at handlingen var forkert, gør at du er anerkendende overfor individet. 

I vores fortælling spiller anerkendelse en vigtig rolle i pædagogen Gittes relation til brugerne. I første del ser vi den i form af den ”hverdagsopfattede anerkendelse”, nemlig ros. Hvor hun takker Kenneth for hans hjælp i køkkenet, hvilket er en form for anerkendelse af Kenneths kompetencer. Man kunne her snakke om Honnets tredje anerkendelsessfærer, da den er med fokus på at individet anerkendes gennem social værdsættelse af dets kompetencer.

I del 4, spiller den anerkendende relation mellem Gitte og Marie en stor rolle, og det fremstår tydeligt af deres dialoger at Gitte viser respekt for Maries oplevelsesverden, men, som beskrevet i afsnittet om anerkendelse, ikke acceptere hendes handling. Gitte fortæller Marie at hun sagtens kan sætte sig ind i Maries tanker vedrørende Lars og Karen, men at det stadig ikke er okay at slå – og kommer også med et alternativ, nemlig at prøve at snakke med Karen. Dette resulterer i en positiv reaktion fra Marie, der accepterer Gittes alternativ – og opfører sig som ”en voksen”, måske fordi at Gitte har bidraget til hendes selvværd, ved at anerkende hendes følelser og guide hende videre derfra.

Høyer, B. og Hamre, B. (red.) (2008): Pædagoguddannelsen på tværs. Frydenlund

Relation og det gode liv

En god relation og socialisering

 ”Ethvert barn er født og udviklet i en relation, før det selv træder i relation til sine omgivelser” (Flemming Andersen).

En grundlæggende forudsætning for vores liv og udvikling er relationer. Allerede før man fødes har barnet udviklet en relation til moderen. Denne relation bygger barnet og moderen videre på de første måneder, hvor efter det går op for barnet, der findes andre mennesker. Her er det den primær socialisering der starter, da det er den verden der formidles til barnet, opleves af barnet som den eneste eksisterende.

Begrebet relationer skal ses som en betegnelse, der beskriver en persons forhold til andre mennesker. De primære, sociale relationer er særligt vigtige personer, som det enkelte individ føler en nær tilknytning til, f.eks. ægtefælle, kæreste, børn, øvrige familiemedlemmer, venner, osv. De sekundære, sociale relationer er personer, som det enkelte individ ikke føler en så nær tilknytning til, eksempelvis arbejdskolleger, genboen, fritidstrænere, skolelærere, pædagoger osv. (Shifloe, 1992).

”Kort” efter fødslen starter institutions livet, for nogens vedkommende er det dagpleje, andre kommer i vuggestue. Det er kun de færreste der i dag bliver passet hjemme. Her begynder børnene at skabe mange relationer, både med pædagogerne men også de andre børn. Børnene dobbelt socialiseres. Institutionslivet fortsætter endvidere i børnehave, skole, fritidsordning. I andre tilfælde har nogle individer brug for nogle skærpet rammer, som specialskoler og speciale afdelinger, væresteder, beskyttet værksteder m.m. Målet er at socialisere individet til at besidde visse egenskaber og kompetencer, der samfundsmæssigt er i høj kurs, og under denne ”læring” skabes relationerne. Det er relationer mellem klassekammerater, bruger af forskellige steder. Relationen mellem individet og pædagogen.

Der findes mange forklaringer på hvorfor en god relation er vigtig for individet og dets udvikling. Definitionen på en god relation er for mig, et forhold mellem en bruger og pædagog hvor der er kærlighed, omsorg og mulighed for at snakke om hverdagen, løse konflikter og dilemmaer. Udgangspunktet for at skabe rum for udvikling og udfoldelse er den gode relation.

Vores fortælling giver et godt indblik i en god relation mellem bruger og pædagog. Marie fx der har et forhold til Lars, hvor en uden frakommende bruger giver dem en konflikt, hjælper pædagogen Gitte med at løse. Hun tager affære da Marie bliver sur og ked af det, snakker med hende, hjælper og guider hende og viser hende omsorg.

Kilde:  Relationer i teori og praksis 3 udgave Tom Ritchie (red)

Det gode liv

Hvad er et godt liv og hvordan skabes det. Hvem sætter normerne og hvem skaber rammerne. Den stigende tildens til at tilstræbe sig løkken, vokser i takt med normerne for et ”lykkeligt” liv. Vi lader ikke længere skæbnen og troen styre vores liv og bestræbelser. Et godt liv er et emne der især udspilles når man taler om voksne udviklingshæmmet. Hvad er det godt og værdigt liv, hvornår er man lykkelig og hvornår har man det godt.

Igen vil jeg tage udgangspunkt i vores fortælling om Marie, Lars, Karen og Kenneth. De er voksne udviklingshæmmede der er bruger af et dagtilbud. Som udgangspunkt har de ”et godt liv”, de har hinanden, et sted at sove, mad og tøj på kroppen. Det må da være definitionen på et godt liv!? Der er bare de der små ekstra ting, som man er blevet forvent med. Tv, computer og andre tekniske udstyr, biler, fint tøj, rejser etc.

Brugerne af ”gummistøvlen”, har et godt liv. De har forskellige aktiviteter at tage sig til, forskellige lokaler der indbyder til musik, kreativitet, madlavning m.m. Et godt liv er ikke udelukkende fysiske ting, også de sociale rammer udspiller en stor rolle. Miljøet på gummistøvlen 23 er et godt og trygt, de har det godt sammen socialt og mange gode relationer indbyrdes bruger og pædagoger.

Kilde:  Liv og kvalitet i omsorg og pædagogik

Fortælling del 5

Da Marie og Gitte vender tilbage er Lars og Karen forsvundet. Marie kigger forvirret rundt, og lader sit blik falde spørgende på Kenneth, der stadig sidder i sofaen. Kenneth fortæller at Lars og Karen forlod Gummistøvlen med hinanden i hånden. Maries øjne fyldes med tårer i det hun sætter i løb ud af Gummistøvlen. Hun løber rundt om Gummistøvlen, og skriger efter Lars: ”Laaaaaaaars min elskede! Hvor er du?”. Efter at have løbet i cirkler om huset et kvarter – og 10 runder - opgiver Marie og går tilbage på Gummistøvlen. Hun er fortvivlet og ked af det. Lars kan da ikke bare sådan forsvinde, også med Karen. Marie forstår ingen ting. De sidste mange år har Lars været Maries liv. Et liv uden Lars. Gad vide hvordan det vil være? Tankerne fare rundt oppe i Maries hoved. Hun ser Kenneth, han sidder stadig og ser tegnefilm i sofaen, hun går over til ham og sætter sig ned.
Kenneth kigger på Marie :"Marie ikke være ked af det, Kenneth er lige her og Kenneth går ingen steder". Marie smiler til Kenneth, hun glemmer lige pludselig alle sine tanker omkring Lars. Det er rart at sidde her hos Kenneth, og sjovt at se tegnefilm. Lars ville altid se tv avisen, det var også så kedeligt! Det var nu slet ikke så tosset her hos Kenneth. ”Måske er Kenneth også ret sød”, tænker Marie, og lægger sig ind til ham.
Gitte kommer ud fra kontoret, hun har observeret at Marie ser ud til at være i bedre humør, efter at have snakket med Kenneth. Gitte sætter sig ned ved siden af Marie og lægger en hånd på hendes lår, klemmer lidt forsigtigt og spørger :" Har du det bedre Marie? Er der noget du har brug for at snakke om?". Marie kigger først på Kenneth, dernæst på Gitte :" Jeg har det fint nu Gitte, der er ikke så meget at snakke om lige nu, ellers ved jeg hvor dit kontor er". Marie ruller med hovedet og griner, Gitte gengælder hendes smil, rejser sig og går ud i køkkenet.

En måned senere

Solen skinner, Lars sidder uden for med sine gummistøvler på og kigger på vandpytterne der er tørret ud. Knopperne på træerne er sprunget ud, og man kan så småt ane de grønne blade. Duften af sommer er ved at indfinde sig, og solens stråler er ved at trænge igennem skyerne. Lars går inden for i Gummistøvlen, det første han ser, er Karen, hun sidder med sin nye kæreste. De griner fjollet og kysser hinanden. Lars og Karen var kærester en uges tid, efter turen til Regnskoven fandt Karen en ny kæreste.
Inde i musik rummet øver Marie og nogle af de andre brugere, imens Kenneth sidder i den røde sofa og kigger forelsket på en syngende Marie, da det er tydeligt at hun synger til ham. Lars ifører sig sine gummistøvler, og trasker alene ud i foråret.

Michelle, Stinne og Mette

Blogging about Fashion

Så fik jeg taget mig sammen til at lægge et link ind til en blog jeg synes er virkelig god!
Jeg har ligesom Mette en svaghed for Mode, og kan godt lide at tjekke forskellige modesider ud på nettet.
Jeg har de sidste par år jævnligt fulgt med i Kandee Johnsons blog http://www.kandeej.com/, og jeg elsker den! Men, vi skulle jo finde en dansk blog vi godt kunne lide, og voila - her er den: http://www.minmode.dk
Det er en rigtig fin side, og den er opbygget så du ser billeder og store overskrifter som noget af det første, hvilket fanger, og gør at du gider studere den nærmere.

Ja, der er vidst ikke så meget at sige.

Stinne :-)

Vores fortælling (del 4)

Marie er tydeligvis stadig vred på Karen og da hun når derhen løfter hun armen, råber at hun hader Karen og at Karen skal forsvinde herfra, hvorefter hun rammer Karen hårdt på siden af hovedet, så Karen begynder at græde. I samme øjeblik som Marie rammer Karen træder Gitte ind i rummet, og i sin forskrækkelse råber hun højt og bestemt: "Nej Marie! Hvad har du gang i?! Du må simpelthen ikke slå!"
Karens gråd har overtaget Lars' opmærksomhed, og han skubber sig forbi Marie, for at komme hen at trøste Karen. Marie råber frustreret at Lars skal komme tilbage, men Lars siger surt at det vil han ikke når Marie ikke behandler folk pænt. Kenneth smiler til Lars, og de to giver i fællesskab Karen nogle trøstende ord.
Gitte er nu nået over til sofaerne. Hun går hen til Marie, lægger en arm om hende og siger at de to lige skal ud at snakke stille og roligt om det hele. Men i Maries verden findes "stille og roligt" ikke lige nu - og hun løsriver sig febrilsk fra Gittes egentligt kærlige arm, og siger at Gitte ikke skal bestemme over hende, for Marie må bestemme over sig selv! Gitte kigger bestemt på Marie, og siger: " Ja Marie, du bestemmer over dig selv. Men når du er her, og ikke kan overholde de regler der er, så bestemmer jeg! Og nu bestemmer jeg at du skal følge med mig, så du kan hjælpe mig med at forstå hvad det er der sker i dit hoved lige nu!".
Marie lægger armene over kors, men begynder alligevel at gå mod kontoret, for hvis hun skal snakke med Gitte skal de andre i hvert fald ikke kunne høre det.
Da de kommer ind på kontoret, siger Marie som det første: "Karen skal ikke være her - jeg kan ikke li' hende". Gitte spørger Marie hvorfor hun ikke kan lide Karen, Karen har jo ikke gjort Marie noget, men vil bare gerne have nogle gode venner ligesom Marie. Det tror Marie bestemt ikke på - Marie tror at Karen vil have både Lars og alle de andre mænd på Gummistøvlen for sig selv, så Marie bliver helt alene i verden.
"Marie? Har du tænkt på at Karen måske gerne ville snakke med dig - hun kan jo se hvor glade de andre er for dig, og vil også gerne være din ven." Gitte kigger forstående på Marie, "Jeg kan sagtens forstå du er bange for at miste Lars, han er jo en dejlig mand. Men, ligemeget hvad så må du altså ikke slå, Marie - det ved du jo godt? Du skal sige tingene - måske vi skulle prøve at snakke med Karen, når du lige er lidt mere klar til det i dit hoved?" Marie smiler flovt til Gitte: "Ja... Jeg ved det godt. Jeg vil gerne sige undskyld til Karen - men så skal hun også lade være med at snakke med min Lars!"

- Camilla, Mette, Michelle og Stinne.